



Balletskolen Holstebro flytter ind på Sygehusgrunden til sommer
Balletskolen Holstebro flytter ind på Sygehusgrunden til sommer
Balletskolen Holstebro har købt sig ind på Sygehusgrunden og flytter fra lokalerne på Den Røde Plads. Hermed er det første salg på Sygehusgrunden en realitet og transformationen af den tidligere Sygehusgrund tættere på målet om at skabe en ny og bæredygtig bydel med et levende bymiljø.
500 boliger, 500 arbejdspladser og 250 uddannelsespladser. Det er nogle af de konkrete mål i Sygehusgrundens masterplan. Når Balletskolen Holstebro til sommer flytter, får 170 børnehavebørn og skoleelever samt godt 30 ansatte deres daglige gang på Sygehusgrunden. De vil på den måde være med til at skabe liv og puls i den nye bydel.
Vi er glade for at kunne præsentere det første salg og åbningstræk på Sygehusgrunden. Der er mange elementer i denne handel, der passer smukt ind i vores ambitioner for den nye bydel, fortæller Rasmus Færch, formand for Sygehusgrunden PS's bestyrelse.
Balletskolen Holstebro køber bygning 6, som er en central placering på Sygehusgrunden, og lejer sig ind på en etage i bygning 18, som ligger ud til Enghavevej. Her skal der være dansesale.
Vi glæder os til at lade vores elever og børnehavebørn udfolde sig i nye og større rammer med både balletten, dansen og kunsten som omdrejningspunkt. Det er fantastisk, at vi kan tappe ind i eksisterende lokaler, som nu skal i gang med en banebrydende transformation. Vi får en helt central placering, som er tæt på banegården, hvilket betyder noget for de mange elever, der dagligt kommer til Holstebro fra et stort opland. Samtidig får vi vores danselokaler ud til Enghavevej, så det bliver synligt for forbipasserende, at her danser børn. Og med Lystanlægget lige i baghaven får vi fantastiske udfoldelsesmuligheder i fx frikvarterne, fortæller Mette Dalgaard, skoleleder på Balletskolen.

Samlet projektsum på 25 mio. dkr.
Den samlede projektsum lyder på 25 mio. dkr. Det er betydelige donationer fra både Færchfonden og Aksel Nørgaards Fond, som har hjulpet med til at kunne realisere handlen.
Med Balletskolens flytning til Sygehusgrunden bliver der liv på grunden alle ugens hverdage. Flere gange om ugen har skolen aktiviteter frem til kl. 20.00 om aftenen.
- På Balletskolen glæder vi os over, at vi nu kan realisere de helt nye rammer, men det er vigtigt at pointere, at vi står på skuldrene af dels en fantastisk opbakning af lokale fonde og kommunal velvilje, dels et stort forarbejde af den tidligere ledelse og bestyrelse på Balletskolen, siger Mette Dalgaard.
Nye niveauer inden for danseverdenen
-Når vi donerer fondsmidler, så Balletskolen Holstebro kan etablere sig på
Sygehusgrunden, er det med en klar ambition om at skabe et miljø, hvor nye dansetalenter kan vokse og sigte mod nye højder. Dansen og scenekunsten er en vigtig del af Holstebros DNA, og Balletskolen Holstebro får her rum til at styrke denne tradition som katalysator for kunstnerisk udvikling og talentudvikling. Samtidig giver skolens tilstedeværelse et markant løft til Sygehusgrundens spirende økosystem – et sted, hvor liv, bevægelse og ambitioner kan folde sig ud, siger Martin Nygaard Christoffersen, administrerende direktør i Færchfonden.
Evy Tångberg Christensen, administrerende direktør i Aksel Nørgaards Fond sætter pris på, at flere parter her er gået sammen. -Vi er i fonden af den overbevisning, at kun når vi arbejder sammen, kan vi realisere
så fantastiske projekter som Balletskolen. Derfor er det virkelig glædeligt, at fem stærke parter nu står sammen om at skabe et så fantastisk tilbud til vores børn og unge. Det trækker forhåbentlig endnu flere til Holstebro, siger Evy Tångberg Christensen.
Fødekæden fra børnehave, ballet- og danselinjer for skoleelever, Scenekunstskolen og et professionelt dansekompagni i Holstebro cementerer og styrker ligeledes Holstebros position inden for dans, ikke blot i Danmark, men også internationalt.
Det glæder også Holstebro Kommunes borgmester, Kenneth Tønning, at det første salg på Sygehusgrunden er en realitet.
-Det er fantastisk, at Sygehusgrunden nu endelig går ind i den fase, hvor salg af kvadratmeter bliver en realitet. Jeg er desuden meget glad for, at det er en af vores markante kulturinstitutioner, der tager det første skridt og er med til at realisere et køb og skabe mere liv i bydelen, siger Kenneth Tønning.
30 år mere i superform
Balletskolen Holstebro ser frem til de kommende 30 år i superform.
-Vi er meget taknemmelige for at så mange gode partnere som Sygehusgrunden, Færchfonden, Aksel Nørgaards Fond og Holstebro Kommune bakker op om vores projekt. Ligeledes har vi en stærk og engageret forældregruppe samt bestyrelse, der har hjulpet med til, at vi nu kan nå i mål med en stor drøm, fortæller Mette Dalgaard.
Hun fortsætter:
- Vores skole har eksisteret i 30 år og står på et solidt fundament. Vi ved, at en skolehverdag fyldt med kreativitet, bevægelse og kunst styrker udviklingen af hele mennesker – børn og unge, der lærer at tænke selvstændigt, udtrykke sig og bruge både krop og hoved i deres læring. I dag er vi mere end nogensinde rustet til at udvikle børns talent og nysgerrighed. Med de nye rammer, som giver os endnu mere plads og udfoldelsesmuligheder, glæder vi os enormt meget over at kunne skabe en
fantastisk kunstnerisk og kreativ udviklende skole, for endnu flere børn fra Holstebro Kommune og hele Midt- og Nordvestjylland, fortæller Mette Dalgaard.
Kontakt
Leder af Holstebro Balletskole, Mette Dalgaard, mobil 2944 5999
Rasmus Færch, formand for Sygehusgrunden PS’s bestyrelse,
mobil 2176 4553
Martin Nygaard Christoffersen, administrerende direktør, Færchfonden, mobil 2940 3611
Evy Tångberg Christensen, administrerende direktør, Aksel Nørgaards Fond, mobil 5132 8971
Kenneth Tønning, Borgmester, Holstebro Kommune, mobil 6168 3990



