Dyk ned i historien
Gå på opdagelse i bygningernes historier – og se, hvordan fortiden får ny puls på Sygehusgrunden.
Historien
I over 130 år var Sygehusgrunden i Holstebro et sted, hvor tusindvis af mennesker havde deres daglige gang. Det hele begyndte i 1894 med det som dengang hed Ringkjøbing Amtssygehus
Bygningen var tegnet af den anerkendte arkitekt Claudius August Wiinholt. Dengang var bygningen præget af tidens stil med smukke detaljer inspireret af renæssancen.
I 1913 og igen i 1928 blev hospitalet udvidet for at kunne rumme den stigende befolkning og tackle alvorlige sygdomsudbrud som den Spanske syge. Udvidelsen i 1928 blev tegnet af Helge Bojsen-Møller, og i 1939 gennemgik sygehuset endnu en forandring. Det gamle amtssygehus blev til Centralsygehus.
Gennem årtier voksede sygehuset i takt med byen. I 1958 og 1971 kom nye tilbygninger til og hospitalstårnet rejste sig som et pejlemærke i Holstebros skyline.
I februar 2022 sluttede et kapitel, da Holstebro Sygehus lukkede sine døre.
Ankomstpladsen
I 1894 blev Ringkjøbing Amtssygehus opført som den første bygning på grunden.
Den røde murstensbygning har i mere end 130 år været en aktiv del af sygehuslivet i Holstebro – og var ved sin indvielse selve hjertet af hospitalet.
Her foregik alt: fødsler, behandlinger og brækkede lemmer – alt under ét tag.
Dengang lå hovedindgangen ud mod Danmarksgade, hvor man blev mødt af en grøn forhave og en bred trappe, der førte op til midten af bygningen. Indenfor bød to store gipsrelieffer af Bertel Thorvaldsen gæsterne velkommen – et symbol på den prestige, der fulgte med et amtssygehus i slutningen af 1800-tallet.
I 1925 blev bygningen udvidet og strakte sig helt ud til Enghavevej. Ved den store udbygning i 1935–1939 flyttede man den officielle facade og hovedindgang hertil.
I de senere år, mens sygehuset stadig var i drift, fungerede pladsen foran den gamle bygning som indgang til akutmodtagelsen – et sted, hvor mange tog deres første skridt ind på sygehuset.
Den gamle sengebygning
Den gamle sengebygning rejser sig som en af de højeste bygninger på Sygehusgrunden – et markant eksempel på modernistisk hospitalsarkitektur fra midten af det 20. århundrede. Som resten af området er den forbundet til helheden – her gennem det karakteristiske gitterformede vinduesparti, der i daglig tale kaldes Flyglet.
Bygningen blev opført i 1958 og rummede oprindeligt sengestuer, psykiatri og dialyseafdeling. Dengang bestod den af syv etager, men den blev konstrueret med tanke på vækst: Tagkonstruktionen kunne løftes, så nye etager kunne tilføjes.
Det gjorde man i slutningen af 1960’erne, hvor bygningen blev forhøjet med yderligere to etager – og fik den højde, der i dag gør den til et pejlemærke på Sygehusgrunden.
Kedlen og værkstederne
Kedlen og værkstederne var på hver deres måde hjertet i sygehusets daglige drift – de bygninger, der holdt det hele i gang.
Den betonstøbte, kasseformede kedelbygning blev opført i 1956 og husede den store kedel, som sendte varme og damp ud til hele sygehuset. Til bygningen hører også den 52 meter høje skorsten, et tydeligt pejlemærke på grunden. Kedlen var i drift helt frem til 2012, hvor sygehuset gik over til fjernvarme – men selve kedlen lod man stå, som et vidnesbyrd om stedets industrielle fortid.
Bagved ligger en lille aflang bygning fra 1925, der i mange år rummede sygehusets tekniske afdeling. Her var der hverdag for håndværkere, smede og teknikere, der reparerede, byggede og holdt hospitalet kørende. Værkstedsbygningerne rummede både tømrer-, smede- og elektronikværksteder – et sted, hvor drift, håndværk og opfindsomhed gik hånd i hånd.
Køkkenet
Den blågrå bygning, der vender ud mod Enghavevej, har gennem mange år været et centralt omdrejningspunkt på Sygehusgrunden. Her lå det store sygehuskøkken, der dagligt sørgede for mad til mere end 1.800 personer – patienter, personale og besøgende.
I stueetagen summede et klassisk industrikøkken af aktivitet med egen bager og slagter. Etagen ovenover husede personalekantinen, og øverst fandtes konferencelokaler og foredragssal – et sted for både fællesskab og faglighed.
Bygningen var i mange år et naturligt samlingspunkt på hospitalet.
I gården foran kunne man finde parkeringspladser – og den smukke statue “Kvinde med barn” af Astrid Noack, som stadig minder om stedets menneskelige dimension.
Øst for Hyllings Allé
Hyllings Allé var oprindelig en navnløs, naturskøn sti, der snoede sig mellem Lægårdvej og Lystanlægget. I 1944 fik den sit navn, da aktiviteten på sygehuset voksede, og den lille sti blev en vigtig adgangsvej for patienter og personale.
Med årene blev Hyllings Allé en central akse på området – først som parkeringsareal, siden som del af sygehusets udvidelser fra midten af 1980’erne. Her blev bygningerne forbundet med den svævende glasbro, der gjorde det muligt at bevæge sig på tværs af hele sygehuset indendørs – en arkitektonisk tråd, der stadig binder grunden sammen i dag.
Sengetårnet
Sengetårnet er en af de mest ikoniske bygninger på Sygehusgrunden – og samtidig byens højeste. Med sine cirka 45 meter rager det op over byens tage og spejder ud over Lystanlægget og resten af Holstebro. Den markante bygning med de karakteristiske altaner blev opført i 1969 og har siden været et genkendeligt pejlemærke i byens skyline.
I tårnets base lå sygehuskiosken – et livligt knudepunkt, hvor patienter, pårørende og ansatte mødtes. Her blev delt breve, blomster og hverdagens små historier, før turen gik videre mod sengestuerne højere oppe i bygningen.
Tuberkulosen
Den store, smukke murstensbygning er en af de ældste på Sygehusgrunden. Den blev opført i 1907 – i en tid før penicillin, hvor frisk luft og sund kost var den vigtigste behandling.
På begge sider af bygningen lå træpavilloner, hvor sengeliggende patienter kunne trække vejret i den friske luft og nyde udsigten til den grønne natur. Siden sin tid som tuberkulosesanatorium har bygningen huset både psykiatri, kontorer og høreklinik – og hver periode har sat sit aftryk på stedet.
I dag står bygningen stadig med mange af sine oprindelige detaljer – omgivet af en lille, grøn oase, der har overlevet mere end 100 års udvikling.