Ny designmanual fra Holstebro skal vise vejen for transformation i hele landet
Ny designmanual fra Holstebro skal vise vejen for transformation i hele landet



Sygehusgrunden P/S har sammen med AART Arkitekter og Aaen Engineering udviklet en designmanual til omdannelsen af det tidligere sygehus i Holstebro. Tirsdag den 29. september blev manualen præsenteret og debatteret på Arkitektskolen Aarhus. Målet er, at den skal kunne bruges langt ud over Holstebro.
Hvordan gør man et hospitalsområde på mere end 80.000 kvadratmeter, der er vokset frem over 130 år, til en ny bydel uden at rive ned og bygge nyt? Det spørgsmål giver manualen et bud på.
På Sygehusgrunden skal de eksisterende bygninger transformeres. Alt, der ændres eller bygges til, skal laves af genanvendte materialer og bygningsdele.
Udgangspunktet er at bevare alt
Lars Autrup, bestyrelsesmedlem i Sygehusgrunden P/S og direktør i Arkitektforeningen, sætter projektet i perspektiv:
”Danmark er kun lige startet. Sygehusgrunden var et af de allerførste større transformationsområder, der besluttede, at udgangspunktet er at bevare alt. Tidligere har man kun bevaret de bygninger, som i traditionel forstand betragtes som bevaringsværdige,” siger Lars Autrup.
Han mener, at resten af branchen bør holde øje med projektet:
”Projektet ligger på forkant med udviklingen og tager den bæredygtige omstilling af branchen meget alvorligt. Det er et ambitiøst projekt, og det ligger tilmed i en del af landet, hvor man arbejder i et svært marked.”
Manualen giver hver bygning en plan
Manualen vurderer de eksisterende bygningers potentiale for transformation ud fra deres arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdi. Samtidig er der udviklet en ny model for LCA-beregning, der dækker hele komplekset, fra bygninger til infrastruktur.
Den består af tre dele:
- Del 1 analyserer og værdisætter den eksisterende bygningsmasse.
- Del 2 er en strategi for arkitektonisk og bæredygtig kvalitet.
- Del 3 er screeninger af de enkelte bygninger. Her gennemgås blandt andet bevaringsværdige træk, plantegninger og potentialer, og der opstilles retningslinjer for transformationsgrad og måltal for CO2-aftryk.
Manualen tager udgangspunkt i Sygehusgrunden, men den er tænkt som et generelt redskab til projekter med transformation og cirkulært byggeri.
”Vi skal lære at arbejde på helt nye måder, når eksisterende bygninger skal transformeres. Det kræver nye værktøjer, så man tidligt i processen kan forstå bygningerne bedre. Det her er vores bud på sådan et værktøj, og vi håber, at andre kan lære af det, når de skal arbejde med transformation,” siger Lars Autrup.
Klare rammer for investorer
For Sygehusgrunden er manualen også et redskab over for kommende investorer og udviklere.
”For investorer og udviklere betyder manualen, at de ikke går ind i blinde. Transformation bliver ofte opfattet som mere risikabelt end nybyggeri, men her kan man fra dag ét se, hvad der skal bevares i hver bygning, hvor meget der kan ændres, og hvilke CO2-krav der gælder. Det er et rigtig godt redskab, der giver større sikkerhed i beslutningen,” siger Finn Skov, direktør i Sygehusgrunden P/S.
Fagfolk satte manualen til debat
Ved arrangementet præsenterede Anders Tyrrestrup, stiftende partner i AART Arkitekter, og Micki Aaen, stiftende partner og direktør i Aaen Engineering, manualen. Derefter debatterede de den med arkitekt MAA Anna Mette Exner, som var inviteret som opponent. Lars Autrup ledte debatten.
Et omdrejningspunkt i debatten var, hvor styrende manualen skal være. Her satte Anna Mette Exner fokus på brugen af ”skal”-krav og på, hvor grænsen går mellem analyse og design. Diskussionen pegede frem mod den balance, der bliver vigtig i det videre arbejde: at give arkitekterne frihed og samtidig give udviklere den sikkerhed, der skal til for at investere. Flere fremhævede desuden, at Sygehusgrunden er et særligt projekt, fordi selskabet ikke er drevet af profitmaksimering.
Om selve ambitionen var panelet enigt - At bevare og transformere frem for at rive ned.