Nye Vejnavne er et vigtigt skridt

Et vigtigt skridt

Et vigtigt greb i omdannelsen fra Sygehus til attraktiv bydel, er navngivningen af veje og byrum – et lag, der er med til at skabe identitet og forankring.

Fra 3. februar 2026 er 4 nye vejnavne officielt trådt i kraft. Navnene henviser til personer, der på forskellig vis har haft betydning for Holstebro og for udviklingen af Sygehusgrunden.

De nye vejnavne er foreslået af Sygehusgrunden med følgende begrundelse:

Billede

Aksel Nørgaards Plads

Aksel Nørgaard (1950-2024) tilbragte det meste af sit liv i og
omkring Holstebro. Han var en af hovedkræfterne bag udviklingen af det
tidligere Holstebro Sygehus til en ny, bæredygtig bydel.
Aksel Nørgaard udtalte i forbindelse med projektet: “Jeg glæder mig
til at være en del af en byudvikling, som udover at blive ambitiøst
bæredygtig også kommer til at indeholde mange muligheder for nye
boligformer, byggematerialer og nytænkning i at genanvende
eksisterende materialer.” Aksel Nørgaards Fond er en af de tre ejere af Sygehusgrunden.

Billede

Kirsten Færchs Vej

Kirsten Færchs Vej
Kirsten Færch (1929–2013) var en markant skikkelse indenfor dansk
ergoterapi og uddannelse. Efter sin uddannelse som ergoterapeut i 1951
arbejdede hun som ledende ergoterapeut på Holstebro Sygehus og senere på Bispebjerg Hospital. Fra 1971 til 1996 var hun rektor for Skolen for Ergoterapeuter i Holstebro. Hendes engagement i uddannelse og kultur førte også til medstiftelsen af Færchfonden i 1984, hvor hun var bestyrelsesformand indtil 2005. Fonden har siden støttet en række initiativer inden for erhverv, kultur og uddannelse i Nordvestjylland. Færchfonden er med i Sygehusgrundens ejerkreds.

Billede

Frøken Kruses Vej

Frk. Kruse – Tidlig forstanderinde (ca. 1920’erne): Blandt hospitalets
tidlige ledende sygeplejersker var frøken Kruse, der virkede i 1920’erne.
Hun repræsenterede datidens forstanderinde-tradition, hvor en
oversygeplejerske (ofte ugift kvinde kaldet ”frk.”) ledede sygeplejen med
fast hånd. Under hendes vejledning blev der lagt vægt på disciplin og
omhu, hvilket var typisk for perioden. Hendes indsats bidrog til at opbygge en professionel sygeplejepraksis på det dengang nye Holstebro Amtssygehus (indviet 1895), hvor hun bl.a. var med til at oplære elever i Florence Nightingale-traditionerne.

Karl Jensens Vej

Karl (Georg) Jensen var kunstmaler og forfatter født i Holstebro 1851, død i Hillerød 1933.

Vejnavnet er ikke nyt, men en videreførelse af et eksisterende vejnavn, der sikrer sammenhæng mellem Sygehusgrunden og den omkringliggende by.

📸 De nye vejskilte er nu på plads – små elementer i byrummet, men med stor betydning for stedets udvikling, identitet og hverdagsliv.