Pavillon viser, hvordan brugte materialer kan bygge fremtiden

Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede
Billede

Genanvendte betonelementer og brugte træspær indgår sammen med nye materialer i pavillonen på Sygehusgrunden i Holstebro. Onsdag viste den grønne innovationsvirksomhed GXN og Sygehusgrunden, hvordan byggeriet kan bruge færre nye ressourcer og udlede mindre CO₂.

Hvad nu, hvis den næste byggesten ikke skal produceres, men kan findes? Det spørgsmål var omdrejningspunktet for de 75 fremmødte, da GXN og Sygehusgrunden onsdag den 30. september præsenterede "4>1 Pavillon på Sygehusgrunden, form følger materialer".

Pavillonen viser i fuld skala, hvordan materialer fra eksisterende bygninger kan få nyt liv i ny, strukturel arkitektur. Den er designet af GXN og finansieret af 4-1 Planet og Sygehusgrunden.

Et grid inviterer gammelt og nyt sammen

Direktør på Sygehusgrunden, Finn Skov, bød velkommen. Derefter fortalte Aleksander Guldager Kongshaug, Associate, Architect i GXN, om tankerne bag pavillonen og om erfaringerne med at bygge med både nye og genanvendte materialer. Pavillonen er bygget op om et fleksibelt byggesystem, der kan tilpasses forskellige materialer og dimensioner.

”Gennem den her pavillon laver vi et grid, der inviterer alle de materialer, som har udlevet deres levetid, tilbage ind i vores byggeindustri. Så kan vi bygge med både nyt og gammelt og derfor få vores materialeforbrug og vores CO₂-forbrug ned”, siger Aleksander Guldager Kongshaug.

Tomme bygninger kræver nye løsninger

Ifølge GXN er pavillonen en måde at teste, hvordan byggeriet kan håndtere den store mængde eksisterende bygninger.

”For os er det rigtig vigtigt at blive ved med at skubbe til og teste den måde, vi bygger på i dag. Vi står over for en udfordring med mange eksisterende bygninger rundt omkring i landet, som ikke er i brug og ikke er optimeret til de programmer, vi gerne vil putte i dem. Derfor er det ekstremt vigtigt for vores fremtid, at vi kan håndtere eksisterende byggerier og bygge med allerede brugte materialer”, siger han.

Samarbejdet med Sygehusgrunden giver mening på tre punkter, forklarer Aleksander Guldager Kongshaug:

”Nummer ét er samarbejdet på tværs af industrien. Nummer to er den skalerbare måde at se på vores nuværende materialer, og nummer tre er den måde, vi faktisk kommer til at bo og leve på i fremtiden. Tre ting, der giver mening for fremtidens byggeri.”

Bygningerne er ressourcebanker

Efter en plantebaseret frokost med danske råvarer og overskudsgrønt fra SKE by Hedensvang tog teknisk projektleder og bæredygtighedsrådgiver på Sygehusgrunden Casper Vestergaard Sørensen over. Han gav et indblik i arbejdet med bæredygtighed, som følger fire hovedspor: klima, ressourcer, biodiversitet og livskvalitet. Særligt på ressourceområdet går Sygehusgrunden længere end en traditionel kortlægning.

”Vi gør eksisterende bygninger til ressourcebanker. Med digital kortlægning, 360 graders scanning og AI skaber vi overblik over ressourcer, værdi og muligheder for genbrug”, siger Casper Vestergaard Sørensen.

Registreringen omfatter både inventar og bygningsdele som beton og træ. Data om mængder, potentiale og værdi er koblet på. Materialerne skal først og fremmest genbruges på Sygehusgrunden. Dernæst skal de videre gennem eksternt genbrug, upcycling og samarbejdspartnere. Gerne lokalt.

Køberne får et forspring fra start

Som projektselskab vil Sygehusgrunden gøre det lettere for kommende købere og bygherrer at bygge bæredygtigt. Det skal ske med et konkret beslutningsgrundlag, kortlagte ressourcer og et netværk, der gør løsningerne mulige frem for flere krav og rapporter.”Vi ressourcekortlægger, så fremtidige købere har det bedste beslutningsgrundlag helt fra start. Og de materialer, køberne ikke selv kan genbruge, hjælper vi med at afsætte gennem de netværk, vi bygger op”, siger Casper Vestergaard Sørensen.