Unge byggefolk tager det gamle sygehus under behandling
Unge byggefolk tager det gamle sygehus under behandling






29 studerende fra Danmark og Finland har brugt en uge på Sygehusgrunden og arbejdet som på et hospital: De undersøger patienten, stiller diagnosen og først derefter opererer de. Denne gang er patienten selve sygehuset.
Hvordan transformerer man et gammelt sygehus med omsorg?
Det spørgsmål har 18 bygningskonstruktørstuderende fra VIA i Holstebro og 11 bygningsingeniørstuderende fra den finske professionshøjskole Häme University of Applied Sciences (HAMK) i Hämeenlinna arbejdet med. Sygehusgrunden har været både deres case og deres arbejdsplads.
”De arbejder ikke kun med en virkelig case, men også i den. De er her på stedet, og de løser opgaver, der er brug for løsninger på,” siger Jonas Bendtsen Gol. Han er projektleder på Sygehusgrunden og har udviklet og faciliteret forløbet, som Sygehusgrunden har gennemført i samarbejde med VIA og HAMK.
Sygehuset er blevet patienten
Forløbet hedder TURNUS og bygger på tanken om transformation med omsorg. Fra 1894 til 2022 tog sygehuset sig af borgerne i Holstebro og omegn. Nu er det bygningerne, der har brug for omsorg.
”Hvis vi skal transformere mere, end vi river ned, må vi også passe på bygningerne. De her unge byggefolk bliver omsorgspersoner for bygningerne, materialerne og de historier og minder, der ligger i murstenene,” siger Jonas Bendtsen Gol.
Diagnosen kommer før operationen
Forløbet låner både sprog og logik fra hospitalet. Først undersøger de patienten, så stiller de en diagnose og lægger en behandlingsplan. Til sidst tester de deres indgreb.
”Ved at se på, hvordan sundhedsprofessionerne anskuer og løser et problem, opdager de studerende, at vores branche faktisk kan lære noget af deres metoder. Det interessante er, at vi kan bringe en helt fremmed profession i spil uden at have nogen fra den profession med. Det kan vi, fordi vi er her på den gamle sygehusgrund.” Siger Tyge Lundø Dahl, som til dagligt er underviser på VIA i Holstebro.
Ifølge Jonas Bendtsen Gol giver tilgangen de studerende en logisk grund til at forstå problemet, før de går i gang med idéer og prototyper:
”De forstår, at det ville være uprofessionelt, hvis sundhedspersonalet begyndte at operere, før de havde undersøgt patienten og forstået, hvad det egentlig er, patienten fejler. Målet er at behandle årsagen og ikke kun symptomerne.”
Kirurgen skærer kun det nødvendige væk
Grundtanken i alle løsningerne er at bevare så meget som muligt. Et eksempel er en af sygehusbygningerne – en gammel personalebygning, der skal have en ny anvendelse. De studerende har spurgt sig selv, hvad der skal bevares, og hvad der skal ændres.
”De arbejder som en kirurg. Snittet er rent, og de skærer kun det væk, der skal væk. Ingen siger bare: "Så åbner vi en container og begynder at smide ud.” I stedet spørger de: Er der noget af værdi her, som er værd at bevare?”
En gruppe har foreslået at fjerne bygning 21, så Aksel Nørgaards Plads åbner sig mod byen. Selv her er spørgsmålet, hvordan materialerne kan genbruges på en respektfuld måde, så de får nyt liv i en ny sammenhæng.
På tværs af fag og landegrænser
Idéerne er ikke opstået ud af ingenting. Om tirsdagen tog de studerende til Aarhus for at se, hvordan andre har arbejdet med transformationsprojekter. Turen var en del af en intensiv uge, hvor de finske og danske studerende arbejdede side om side fra mandag til fredag, fra morgen til eftermiddag. Forinden havde de været igennem tre onlinemoduler.
Bygningskonstruktører og bygningsingeniører fra to lande har arbejdet sammen på tværs af både fag og kultur. Det kræver, at alle går åbent ind i processen.
”Når man arbejder på et andet sprog og sammen med et andet fag, kan det føles som at pille en appelsin med boksehandsker. Man ved godt, hvad man vil, men fingrene vil ikke helt. Alligevel fik de den pillet,” siger Jonas Bendtsen Gol.
"Når det så er sagt, tror jeg på, at det, at folk med forskellige kulturer, baggrunde og professioner mødes, er en forudsætning for, at man får andre idéer, end hvis man kun arbejdede sammen med nogen, der ligner en selv. Det er jo netop pointen – både lokalt, nationalt og internationalt – når vi arbejder med innovation. Derfor må vi også turde tage de chancer og acceptere, at der måske er nogen, der går lidt i stå undervejs." Siger Tyge Lundø Dahl.
En af underviserne fra Finland, Kalle Rohola, støttede op: ” Eleverne får også erfaring med, hvordan de kommer til at arbejde i deres fremtidige karrierer. Teams bliver mere og mere internationale, så dette forløb er også en mulighed for at øve sig i, at arbejde i den slags miljøer. Jeg tror, at de fleste af vores studerende kommer til at arbejde i mere internationale sammenhænge, hvor det sprog, de bruger, ikke nødvendigvis er deres modersmål. Derfor er det her et godt, kontrolleret og trygt miljø at øve de kompetencer i."
For Jonas Bendtsen Gol er det ikke resultaterne, der tæller, men processen. Det er også den, de studerende bliver vurderet på. Det vigtigste for ham er nemlig, at de er gået seriøst ind i opgaven og ikke har grebet til de løsninger, de plejer at bruge.
Ugen sluttede fredag i sidste uge, hvor holdene fremlagde deres forslag for ledelsen på Sygehusgrunden og repræsentanter fra Færchfonden og fik deres feedback. Den arbejder de studerende videre med i forløbets sidste modul.